Vores vision

Her kan du læse om vores vision:

  • Missionsfokuseret

    Vi ser for os:


    Et apostolsk ressourcecenter, der gør Jesus kendt alle steder og for alle generationer.


    En engageret kirke, som er med til at løfte byen side om side med kommuner og andre organisationer. Vi tror, at Gud har sat os i vores hovedstad for at elske og tjene “et større København”.


    En voksende kirke, som “udvider teltpælene" ved at rejse tjenester og ledere, som kan plante og etablere flere fællesskaber, gudstjenester og missionale initiativer i flere byer, vores land og i nationerne.


    Én stærk, harmonisk og engageret multi-site kirke, som arbejder for både åndelig, kulturel og social fornyelse og vækst over alt, hvor vi færdes.

  • Relationsorienteret

    Vi ser for os:


    Ét hus med mange forskellige rum, med stor rækkevidde og mangfoldighed og som samtidig forbinder mennesker i forpligtende relationer under “samme tag” med fælles vision og værdier.


    Et fællesskab, hvor der altid er rum som det enkelte menneske kan finde sig til rette i og vokse i - uanset hvor man er i livet, og hvor meget man er kendt med tro og kirke. Vi er en kirke for uperfekte mennesker.


    Et fællesskab hvor det enkelte menneske opdager sit ståsted, sin plads, sit formål og sin værdi og dermed kan leve livet i sit fulde gudgivne potentiale.

  • Jesuscentreret

    Vi ser for os:


    Én kirke, som alle steder og for alle generationer skaber rum for livsforvandlende møder med Jesus, hans ånd og hans ord.


    En kirke som ved Helligåndens kraft formidler lægedom, genoprettelse, håb og frelse.


    En kirke, som har en vedvarende tilstrømning af mennesker, som kommer til tro og bliver føjet til fællesskabet.


    En kirke, som formidler åndsinspireret livsnær og Jesus-centreret lovsang, forkyndelse, fællesskab og engagement.

Vores værdier

Her finder du vores fem kerneværdier, som er den måde vi gerne vil udleve vores kald som kirkefællesskab på.


Ære

Vi vil ære Gud, hans ord, hans skaberværk og det formål, han har givet sin kirke. Vi vil derfor ære alle mennesker i den måde vi ser, taler med og om mennesker og i den måde vi behandler dem på.


Ypperlighed

Vi vil være ypperlige, når vi tjener hinanden, vores by og land. Vi er drevet af Kristi nåde og ikke menneskelig præstation. Vi vil derfor altid gøre vores bedste med de gaver og talenter, som Helligånden har givet os.


Vækst

Vi vil være et fællesskab med gode og sunde vækstbetingelser for menneskers tro, modenhed og efterfølgelse af Jesus. Vi vil derfor skabe plads til det enkelte menneske og samtidig være en bevægelig og forandringsparat kirke, som kan blive ved med at rumme den vækst, Gud giver.


Mission

Vi vil gøre Jesus kendt. Det vil vi gøre alle steder og for alle generationer. Det bedste udtryk for hvem Jesus er, ses i det daglige liv vi lever som mennesker. Vil derfor udruste alle til at leve missions-fokuserede, relations-orienterede og Jesus-centrerede liv.


Sammen

Vi er et fællesskab bundet sammen gennem troen på Jesus. Vi vil derfor bygge autentiske relationer og forpligtende fællesskaber på tværs af generationer, køn og kulturer.


Vores trosgrundlag

Vi bekender os - som alle andre kristne - til den oldkirkelige apostolske trosbekendelse og som en del af Apostolsk Kirke i Danmark, tilslutter vi os den tiltrædelseserklæring, som definerer Apostolsk Kirkes trosgrundlag, og som rummer følgende kommentarer til trosbekendelsen.

  • Den Apostolske Trosbekendelse

    Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber.


    Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.


    Vi tror på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.

  • Apostolsk Kirke i Danmarks tiltrædelsesgrundlag
    1. Vi begrunder vort navn ’apostolsk’ ud fra den klassiske betydning: a) funderet på apostlenes lære, b) et ønske om at være i overensstemmelse med den urkristne menighed, som den fremstår i NT, c) anerkendelse af kirkens missionale natur og væsen – som sendt.
    2. Vi tilslutter os de trinitariske trosartikler om Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Vi mener, at forståelsen af Helligånden og menigheden har fået fornyet og væsentlig substans med både den pentekostale og karismatiske fornyelse. Vi mener, at aktiv brug af nådegaver og tjenester i menighedslivet er centrale udtryk for apostolsk menighedsliv.
    3. Vi tror, at formålet med at være kirke er udtrykt i ordene om at ’elske Gud og elske sin næste’. Kirkens formål er således både Guds-vendt og verdens-vendt.
    4. Vi tror på, at de fire karakteristika, som beskriver kirkens natur (nicænum, én, hellig, almindelig og apostolsk) også er opgaver, kirken som Guds redskab har i verden – at formidle enhed og forsoning, at være til rådighed for Gud i tjeneste og tilbedelse, at inkludere mennesker af alle racer, sprog og samfundslag og at formidle budskabet om Guds kærlighed og frelse i Jesus Kristus i konkret mission.
    5. Vi tror, at hele Bibelen er inspireret af Gud. Den åbenbarer hans væsen og relation til mennesker. Vi har et klassisk bibelsyn og mener, at skriften, som øverste autoritet er rettesnor for undervisning og vejledning i kirke og hverdag. (Lausannepagten).
    6. Vi mener, at dåb forudsætter bekendelse om omvendelse og tro på Jesus Kristus som Herre.
    7. Vi tror, at Gud har sat mangfoldige tjenester i kirken til at opbygge de hellige, således at alle kan tjene med sine nådegaver og kald (1. Kor. 12,28, Efs. 4,11-16, Rom 12).
    8. Vi tror, at en menighed bør ledes af en flertallighed af tjenester så bredt repræsenteret som muligt, og at den bør være under apostolsk tilsyn fra tjeneste(r) udefra. Basiskvalifikationer for ledelse og tjeneste er beskrevet i skriftens ord om ’ældste og menighedstjenere’ (Tim. og Tit.)
    9. Det tilstræbes at en akkrediteret præst for en lokal menighed rummer en eller flere tjenestegaver.

Vores grundantagelser om kirke

Lokalt i Kbh Frikirke bygger vi endvidere på 5 grundantagelser om kirke, som vi finder i det ny testamente. Der findes mange måder at være kirke på, men vi anser disse 5 som centrale, grundlæggende og definerende for os som lokal kirke.

  • Én Herre

    Kirke handler om Jesus: (Efeserbrevet 4:15-16)

    Jesus er kirkens herre og målet er, at vi skal vokse op til at ligne ham på enhver måde. Jesus er centrum i Guds frelsesplan. Han er begyndelsen, afslutningen og alt det midt i mellem. Kirken er Jesu hænder og fødder og må være et konkret udtryk for hans nåde og kærlighed. Kirken i sig selv forvandler ikke mennesker, men det gør mødet med Jesus.

  • To befalinger

    Missionsbefalingen: (Mattæusevangeliet 28:18-20)

    Jesus befalede os at gå ud. Vi har fået en opgave, og kirken er ikke bare til for de kristne, men for dem, som endnu ikke kender Jesus. Paulus illustrerer kirken som et legeme, hvor alle har en funktion og en opgave.


    En ny befaling: (Johannesevangeliet 13:34-35)

    Jesus befalede os at have indbyrdes kærlighed. Kirken er et sted, hvor vi skal finde hvile og accept. Ny testamente illustrerer kirken som et tempel, som bygges af levende sten, som føjes sammen i kærlighed.

  • Tre relationer

    Kirke er relationer: (Mattæusevangeliet 22:37-39)

    Her skal vi vokse i vores relation med den treenige Gud.

    Her skal vi finde meningsfulde relationer med andre.

    Her skal vi finde vores egen værdi og opdage, hvem Gud har skabt os til at være.


    Det er en livslang vandring, som bibelen kalder discipelskab, og kirken er det fællesskab, som giver de bedste vækstbetingelser for alle 3 relationer.

  • Fire dimensioner

    Kirken er sendt: (Apostlenes Gerninger 1:8)

    Til Jerusalem, som er vores by: Kirken er lokal og må elske sin by og tage et medansvar.

    Til Judæa, vores land: Kirken er overlokal og må være en ressourcekirke, som er parat til at plante og sende.

    Til Samaria: Kirken er tværkulturel og må bygge bro til andre kulturer og sprog.

    Til verdens ende: Kirken er international og må have syn for andre lande over hele verden, hvor Gud leder.

  • Fem facetter

    Kirken har tjenester: (Efeserbrevet 4:11-13)

    Kirken må fremelske og anerkende alle 5 forskellige tjenester, og vi ser dem som vitale for at kunne udvikle sundhed i kirkens liv og udtryk:


    • Apostolisk: Være i bevægelse og bryde nyt land og nye grænser.
    • Profetisk: Forstå hvad Gud gør i vores tid.
    • Evangelistisk: Være opsøgende og tro på evangeliets kraft til at frelse.
    • Pastoralt: Have stort hjerte for den enkelte.
    • Teologisk: Have kærlighed til Guds ord og være parat til at stå op for sandheden.